Der er næppe nogen delstater i USA med så unik en historie som Texas. Her udkæmpedes d. 21. april 1836 ved San Jacinto – ca. 50 km nord for den nuværende storby Houston – et slag, der afgjorde ikke alene statens fremtid, men også fik ufattelig stor betydning for USA's videre udvikling. Selvom det på dette tidspunkt faktisk foregik uden for USA's grænser.
For at forstå baggrunden herfor, må tiden skrues et par årtier tilbage. Texas var oprindelig en del af Mexico, som endelig i 1821 havde vundet sin selvstændighed fra det vaklende spanske imperium gennem en 11 år lang og opslidende uafhængighedskrig.
I 1822 inviterede den nye mexicanske republiks regering amerikanere til Texas; i håbet om, at de ville opdyrke og civilisere dette enorme, naturrige område. Tilbuddet benyttede omkring 300 familier sig af under ledelse af Stephen F. Austin (Texas’ hovedstad er i dag opkaldt efter denne pionér) – og d. 3. januar 1823 grundlagde han en koloni ved Brazos-floden. Således begyndte den amerikanske indflydelse på området.
I løbet af de næste ti år voksede antallet af amerikanere i Texas til over 20.000, og der bredte sig ganske hurtigt en selvstændighedsfølelse. Mange følte sig ikke synderligt bundet til den mexicanske regering i Mexico City; kolonisterne var født af de amerikanske frihedsidealer, og ideen om et frit Texas begyndte at vokse. Interessant nok deltes selvstændighedsfølelsen også af områdets spansktalende befolkning, de såkaldte tejanos, hvis historie i Texas gik betydeligt længere tilbage end Austins pionerkolonne.
Allerede i sommeren 1832 kom det til egentlige kampe mod mexicanske tropper ved Velasco, og de følgende år eskalerede begivenhederne i voldsom fart. I 1835 forkastede Mexicos nye præsident, krigshelten Antonio Lopez de Santa Anna Perez de Lobron, landets blot 11 år gamle forfatning og forøgede med sin nye forfatning kraftigt centralregeringens beføjelser. Hvilket i høj grad handlede om at imødegå den stigende amerikanske indflydelse på Texas. Texanernes modsvar var samlingen af en civil regering under David G. Burnet. Og en militærstyrke under den navnkundige Sam Houston. Nogen egentlig hær var der ikke tale om, mere bevæbnede militser. Og næppe noget større problem for en professionel hær som den mexicanske. Entusiasmen fejlede dog ikke noget, og således var den texanske uafhængighedskrig begyndt.
Santa Anna samlede med det samme en mere end 8.000 mand stor hær, som han personligt ledede nordpå for at knuse oprøret. Hans modstander Sam Houston rådede blot over et sted mellem 1.500 og 2.000 frivillige. Det lignede derfor en meget ulige kamp. Til gengæld høstede texanernes frihedsidealer stor sympati ovre østpå i USA, med oplagte paralleller til amerikanernes egen nylige løsrivelsesskrig mod briterne. Nogle enkelte valgte ligefrem at ride til Texas for at hjælpe i den ulige kamp – heriblandt en 32 mand stor gruppe ryttere, The Tennessee Mountain Volunteers, under ledelse af berømtheden Davy Crockett. Han nåede med sine folk til området præcis i tide til at tage del i et af de mest heroiske og berømte slag i Amerikas historie; belejringen af The Alamo.
Ved denne gamle spanske missionsbygning i byen San Antonio var omkring 150 mand belejret af hele den mexicanske hær under Santa Anna fra februar 1836. Crockett nåede gennem linjerne og blev en del af forsvaret. De omkring 180 mand i The Alamo var reelt chanceløse mod 8.000 mexicanere, men under ledelse af den unge oberst William B. Travis og den navnkundige Jim Bowie – kendt og berygtet for sin overdimensionerede kniv og evne til at bruge den – valgte de alle at blive og kæmpe til døden.
Efter et par ugers belejring og daglige bombardementer angreb Santa Anna natten til d. 6. marts 1836 The Alamo. En voldsom og desperat kamp fulgte; de 180 forsvarere solgte deres liv dyrt og tog utallige mexicanske tropper med sig i døden. Men da natten var omme, lå de alle døde; herunder Travis, Bowie og Davy Crockett.
Nyheden om blodbadet i San Antonio bredte sig som en lynild i Texas og galvaniserede kravet om selvstændighed. Landsmændenes heroiske endeligt forenede den texanske vilje, og kravet om hævn for de faldne helte ved The Alamo hørtes nu i alle ender af republikken. Den endelige uafhængighedserklæring var blevet underskrevet 3. marts, og det var nu op til den unge nations militære styrke under Sam Houston at forsvare selvstændigheden.
Dette kunne kun ske ved at besejre Santa Annas hær, der ganske vist havde lidt overraskende store tab ved The Alamo, men som stadig var Houstons sammenrend af frivillige militsmænd klart overlegen. Kampviljen fejlede dog ikke noget, og i hæren udtryktes der ligesom i den politiske ledelse krav om et omgående angreb på Santa Anna. Selv republikkens nye præsident Burnet insisterede og direkte beordrede sin general til at angribe hurtigst muligt. Men Houston stod fast; slaget ville ikke stå, før hæren var ordentligt forberedt. Han kommanderede på dette tidspunkt blot lidt over 1.000 mand, og et åbent slag mod Santa Anna ville være rent selvmord for hæren – og derfor også for den nyfødte republik.
Houston trak sig i stedet langsomt tilbage mod nord, hvorefter Santa Anna optog forfølgelsen. Planen var at lokke den mexicanske præsident udi den tro, at Houston frygtede ham for meget til at ville kæmpe mod ham. En sådan tro ville måske få den i forvejen mere end almindeligt selvglade Santa Anna til at slække sit eget forsvar. Og når det skete, ville Houston slå til.
Problemet for Houston var, at selv hans nærmeste officerer begyndte at tvivle på deres ledende generals mod. De forlangte direkte at få lov at kæmpe, og der begyndte så småt at brede sig en mytteristemning blandt tropperne. Houston havde dog set rigtigt; i et anfald af overmod og selvsikkerhed delte Santa Anna sin hær i midten af april i forsøget på at omringe og endeligt knuse de rebelske styrker. Texanske spejdere rapporterede omgående, at den mexicanske præsident nu befandt sig alene med under 2.000 mand. Det var det øjeblik, Houston havde ventet på, og han huggede til som en slange. De to generaler mødtes endelig i Slaget ved San Jacinto d. 21. april 1836. Det skulle blive et af de mest afgørende slag, der nogensinde er udkæmpet på det amerikanske kontinent.
Omkring kl. 15.30 angreb Sam Houstons omkring 900 mand store hær de i underkanten af 1.500 mexicanske soldater, der befandt sig omkring Santa Anna. Overraskelsen var texanernes stærkeste våben; Santa Anna havde end ikke udsat yderposter i sin sikre tro på egen uovervindelighed. Under den varme sol krydsede texanerne de få kilometer mellem de to hære så lydløst som muligt, og først da de nåede Santa Annas lejr, hvor soldaterne nød den fredelige siesta, blev de opdaget. Kampråbet ”Remember The Alamo” lød overalt på slagmarken, mens texanerne stormede de uforberedte og totalt overrumplede mexicanere. Især Houstons kavaleri udrettede enorm skade mod mexicanerne. Dette var under ledelse af en ung mand fra Georgia ved navn Mirabeau Bonaparte Lamar, som helt indtil dagen før havde menig. Men han havde den dag vist så store evner under en mindre træfning mod flankerende mexicanske tropper, at Houston her dagen efter gav ham en ledende post. Blandt kavaleristerne var også tejanoen Kaptajn Juan Seguin, der i sidste øjeblik af Travis var blevet beordret ud af The Alamo for at overbringe en besked til Houston. Alle hans venner var faldet d. 6. marts. Nu fik han sin hævn.
Den mexicanske hær var rådvild og i panik. Ingen vidste, hvor Santa Anna befandt sig, og forsvaret knækkede endeligt, da General Manuel Fernandez Castrillón, præsidentens dygtige højre hånd, blev dræbt. Der var ikke længere nogen ledelse i hæren, og inden længe måtte de sidste tropper overgive sig. Hele slaget varede under 20 minutter. Det var en sejr mere overvældende end selv Houston havde turdet drømme om; 630 mexicanske soldater var dræbt, over 200 sårede, og mere end 700 var taget til fange. Texanerne mistede kun ni mand, mens omkring 30 var lettere såret.
Det er en af militærhistoriens klareste sejre, og det blev endnu bedre dagen efter, hvor en patrulje fangede en laset klædt mexicansk soldat, som forsøgte at skjule sig i vildnisset. Det viste sig at være selveste Præsident Santa Anna. Texanerne kaldte på hans omgående hængning. Men Sam Houston sagde nej og udtalte med kraftig stemme: ”You will settle for blood. I want Texas!”
Mod at blive frigivet fra sit fangenskab lovede Santa Anna at trække sine resterende tropper ud af Texas. Og endnu vigtigere afstod han Texas fra sit mexicanske rige. The Lone Star State havde vundet sin selvstændighed.
Kontroverserne omkring den nyfødte republik var dog langt fra forbi. Det næste årti stod debatten om Texas’ fremtid, ikke mindst landets tilhørsforhold. Det var amerikanere, der havde besejret Mexico, og amerikanere styrede nu Texas. Stærke kræfter i republikken ønskede optagelse i USA, men frygtede samtidig hvad det ville medføre af repressalier fra Santa Anna, som ikke ønskede at hans store nabo mod nord i en så voldsom grad udvidede sit territorium og kunne fortsætte sin ekspansion.
Den politiske kamp stod på i ni år, indtil Texas i 1845 blev optaget som den 28. stat i USA. Det udløste fra 1846 en krig mellem de to nationer, som USA trak sig sejrrigt ud af i 1848. Som en del af de ydmygende fredsbetingelser måtte Mexico afstå deres besiddelser helt over til Stillehavet – et område der i dag udgår omkring en tredjedel af hele USA's territorium. Det konsoliderede USA som en magtfaktor. Og Mexicos korte tid som en storspiller på den internationale scene var med ét forbi.
Kort efter, faktisk allerede i slutningen af 1848, fandtes der guld i det fjerne Californien, der nu var under amerikansk kontrol. På ingen tid bredte nyheden sig i hele verden, og mere end 100.000 håbefulde guldgravere rejste dertil. Det var den første store Gold Rush i USA's historie, og det sikrede, at Californien allerede i 1850 kunne optages som en stat i USA.
Om hele denne vilde udvikling nogensinde var sket uden en lille gruppe texaneres heroiske kampe ved The Alamo og San Jacinto, er mere end tvivlsomt. Det formede endegyldigt USA's nuværende landområde. Og landet så sig ikke længere tilbage i sin fremfærd mod at blive en af verdens største magter.
Anders Næsby, juli 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer
Fed historie Anders
true
Enig